Kunstrulleskøjter er noget ganske særligt, og ligeledes er det specielle hjul vi benytter, der må bruges indendørs på halgulvet. Da de er forholdsvis dyre at anskaffe, tilbyder Horsens Rulleskøjteklub at du kan leje dine rulleskøjter af klubben, så man ikke skal ud og investere i nye i takt med at fødderne vokser.
Rulleskøjterne opbevares i klubbens skabe imellem træningerne, men når der er stævne tager hver løber deres rulleskøjter med hjem efter sidste træning. Det er vigtigt, at rulleskøjterne ikke bruges udendørs og kun på halgulv af træ.
Løberne lærer ret hurtigt selv at passe på deres rulleskøjter, dvs. hvordan de snøres korrekt, hvordan de tages af og på, rensning af hjul mv.
1-2 gange om året beder vi alle forældre om hjælp, så de også bliver dus med rulleskøjtevedligehold. Her samles vi i hallen og renser hjul mv. på alle klubbens rulleskøjter.